Indbrudstyvene stjæler mest i juli

30-06-2015 08:00
No image
 

Næstefter Grækenland er Danmark det land i Europa, hvor der bliver begået flest indbrud per indbygger. Og juli er den mest indbringende måned for tyvene på hele året. De tager sig nemlig ekstra god tid, når danskerne er på sommerferie, og de stjæler for mere hvert sted. Smykker, ure og mobiltelefoner topper listen over mest stjålne genstande næstefter cykeltyverier.

 

I 2014 planlagde mere end hver tredje dansker at holde sommerferie i udlandet, og intet tyder på, at færre rejser i år. Tværtimod melder rejsebranchen om rekordsalg, og det er kræs for indbrudstyvene, der i ro og mag benytter lejligheden til at tømme danskernes hjem for værdier. 

 

Det viser en ny undersøgelse, Tryg står bag, hvor selskabet har sammenlignet statistikker for anmeldelser af indbrud de seneste otte år. Og tendensen er klar: Selv om der bliver begået flest juleindbrud, er juli-indbruddene langt mere indbringende for tyvene, da det uden sammenligning er den måned om året, hvor de stjæler mest. 

 

- I sommerferien ved tyvene, at de har god tid i et tomt hus, fordi beboerne med stor sandsynlighed er ude at rejse. Vi har derfor årets dyreste skadeudbetalinger som følge af indbrud i juli måned, siger Charlotte Gøttler, der er forebyggelseschef i Tryg.

 

Og særligt værdier som smykker, mobiltelefoner, computere, tv og kontanter er i høj kurs hos tyvene. De figurerer alle på top-ti-listen over mest stjålne genstande.

 

Tryg har derfor fire gode råd til, hvad du kan gøre for at sikre dit hjem bedst muligt inden, du rejser på ferie.

 

1. Brug DNA-mærkning: Dna-mærkning er en usynlig, syntetisk væske, som du smører på alle dine værdigenstande som for eksempel smykker, computere og cykler. Væsken kan kun ses under UV-lys og kan ikke fjernes igen, og det smarte er, at væsken er personlig og bliver derfor linket direkte til ejermanden. En tidligere indbrudstyv har udtalt, at han vil gå uden om huse, der skilter med brug af dna-mærkning, fordi han ikke ønsker at blive kædet direkte sammen med det pågældende indbrud, og fordi han vil have sværere ved at afsætte de mærkede varer til hælere.

 

2. Få hjemmet til at se beboet ud: Det må gerne rode lidt i haven. Få gerne naboen til at parkere sin bil i din garage af og til. Fyld affald i skraldespanden og tøm postkassen. Du kan overveje at organisere samarbejdet i kvarteret gennem Nabohjælp.dk, som er gratis. Eller investere i tænd-sluk-lys eller tænd-sluk-ure på en radio, man svagt kan høre udenfor. 

 

3. Gør det svært for tyven at komme ind i hjemmet: I langt de fleste tilfælde bryder tyven ind i huse gennem en terrassedør eller et vindue, der ikke er synligt fra vejen. Derfor er det en god idé at undersøge, om man kan sikre huset bedre der. For eksempel kan man selv montere særlige vindueslåse, som gør det meget vanskeligt at bryde vinduet op.

 

4. Undgå at give tyven arbejdsro: Klip for eksempel hækken ned og sørg for, der ikke er helt mørkt på grunden særligt ved døre og vinduer. Installer gerne bevægelsessensorer uden for og en alarm inde i huset.

 

Top ti over mest stjålne genstande:

 

1. Cykler
2. Smykker og ure
3. Mobiltelefoner
4. Tøj og sko
5. Punge, tasker og kufferter
6. Bærbar PC, I pads og øvrige tablets
7. TV og anlæg samt udstyr
8. Kontanter
9. Kamera
10. Solbriller


Kilde: Tryg

 

Indbrudsfakta: Der er noget galt i Danmark...
Danmark er det land i Europa med flest indbrud per indbygger kun overgået af Grækenland. I Danmark står det så galt til, at vi har flere indbrud per indbygger end alle vores nabolande tilsammen. Faktisk har vi syv gange så mange som Norge, fire gange så mange som Tyskland, og tre en halv gange så mange som Sverige. Og på trods af, at politistyrken i Danmark har samme størrelse som i vores nabolande er opklaringsprocenten for indbrud markant lavere i Danmark end i Norge og Sverige.
Kilde: Forsikring og Pension

 
Kontaktinformation

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Tanja Frederiksen, pressetalsmand

Mobil: +45 51 95 77 78

Mail: tanja.frederiksen@tryg.dk