Ofte stillede spørgsmål om

Forsikringer til medarbejdere

Her kan du få svar på, hvordan du skal håndtere dine medarbejderes forhold og forsikringer. Du kan fx læse om arbejdsskade, sundhedsforsikring og sygedriftstab.

Arbejdsskadeforsikring

Er arbejdsskadeforsikring lovpligtig?

Ja, en arbejdsskadeforsikring er en lovpligtig forsikring i Danmark. Det vil sige, at hvis du har medarbejdere i din virksomhed, skal du have en arbejdsskadeforsikring til alle medarbejdere.

Læs om arbejdsskadeforsikringen

Hvad dækker en arbejdsskadeforsikring?

Arbejdsskadeforsikringen dækker dine medarbejdere, hvis de kommer til skade i arbejdstiden. Arbejdsskadeforsikringen dækker fx udgifter til sygebehandling, træning og hjælpemidler samt giver erstatning ved tab af mindst 15 % af erhvervsevnen og erstatning ved varigt mén på 5 % eller mere.

Hvem skal have en arbejdsskadeforsikring?

Hvis du har ansatte i din virksomhed, er det lovpligt at forsikre dem med en arbejdsskadeforsikring.

Det betyder, at følgende skal have en arbejdsskadeforsikring:

  • Alle ansatte uafhængigt af ansættelsesforhold, hvilket omfatter enhver ansat, der enten arbejder fuldtid, deltid eller er frivillig.
  • Direktører i ApS og A/S samt aktionærer og anpartshavere, hvis de har en stilling i virksomheden.
  • Familiemedlemmer, der arbejder enten lønnet eller ulønnet i virksomheden.

Hvis du er privatperson og har en au pair ansat, er det også lovpligtigt at have en arbejdsskadeforsikring til din au pair samt en fritidsulykkeforsikring og en au pair-forsikring, der dækker hjemtransport ved alvorlig sygdom og død.

Hvad skal jeg gøre, hvis antallet af medarbejdere ændrer sig?

Får du flere eller færre medarbejdere i din virksomhed, er det vigtigt, at du giver os besked om ændringen.

På den måde kan vi sørge for, at alle dine medarbejdere er ordentligt forsikret med arbejdsskadeforsikringen.

Du kan kontakte os på 44 20 45 00 alle hverdage mellem 8-16.

Hvornår dækker arbejdsskadeforsikring ikke?

En arbejdsskadeforsikring dækker ikke ved skader, som er sket til eller fra arbejde samt skader, der ikke er på grund af det egentlige arbejde, medarbejderen skal foretage.

Arbejdsskadeforsikringen dækker derimod personskader, som er forårsaget af arbejdet.

Skal man som indehaver have en arbejdsskadeforsikring?

Det er ikke lovpligtigt som indehaver at have en arbejdsskadeforsikring. Vi anbefaler dog, at du forsikrer dig på samme vilkår som dine medarbejdere. Det kan du gøre med vores indehaverarbejdsskadeforsikring.

Arbejdsskader

Hvornår er noget en arbejdsskade?

En arbejdsskade er en pludselig skade, der kan komme, hvis fx en medarbejder falder eller får løftet forkert. En arbejdsskade kan også være skader, der sker inden for fem dage efter en hændelse fx hvis medarbejderen får en psykisk reaktion på en traumatiserende oplevelse.

Hvad er forskellen på en arbejdsskade og en erhvervsskade?

Arbejdsskader deles op i arbejdsulykke og erhvervssygdomme. Forskellen på de to er, hvorvidt skaden er sket pludseligt eller er kommet over tid.

Ved arbejdsulykker har man at gøre med personskader, som er sket pludseligt eller inden for fem dage, hvor der er forbindelse mellem skaden og udførelsen af arbejdet.

Erhvervssygdom har en længere tidsperiode, da det kræver længere påvirkning af arbejdet eller forhold omkring arbejdet, som har gjort en medarbejder syg.

Hvad skal man gøre, hvis man får en arbejdsskade?

Hvis man er ude for en arbejdsulykke og får en arbejdsskade, skal det anmeldes hurtigst muligt og senest ni dage efter, at arbejdsskaden er sket.

Skaden kan anmeldes enten online gennem Min virksomhed eller ved at kontakte os.

Det er arbejdsgiverens ansvar eller den, som varetager virksomheden på arbejdsgiverens vegne, at anmelde arbejdsskaden.

Vi har udarbejdet en guide, der giver dig et overblik over hele processen og dine muligheder, hvis du får en arbejdsskade.

Hvilke arbejdsskader skal anmeldes?

Der er forskellige typer af arbejdsskader, som skal anmeldes forskelligt.

Følgende arbejdsskader skal anmeldes:

  • Arbejdsulykke og -skade
    En arbejdsulykke og -skade skal anmeldes online på virk.dk.
     
  • Arbejdsskade på briller
    Hvis en medarbejder beskadiger sine briller under arbejdet, kan du anmelde skaden ved at udfylde brilleanmeldelsen og sende den til arbejdsskade@tryg.dk.
     
  • Skade sket under uddannelse på erhvervs-, produktions- eller folkeskole
    Arbejdsskader, som er sket under uddannelse på en erhvervs- eller produktionsskole eller i forbindelse med erhvervspraktik fra folkeskolen, skal anmeldes til Udenrigsministeriet.
     
  • Arbejdsskade, der medfører dødsfald
    Hvis en af dine medarbejdere dør på arbejdspladsen eller på grund af en arbejdsskade, skal du underrette Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om dødsfaldet inden for 48 timer på 20 42 63 97 og kontakte os. Dødsfaldet skal også anmeldes som en arbejdsskade på virk.dk.

Sundhedsforsikring

Hvad dækker en sundhedsforsikring?

En sundhedsforsikring dækker dig og dine medarbejdere både på arbejdet og i jeres fritid. Den giver jer mulighed for at blive undersøgt og få behandling af speciallæger i vores kvalitetssikrede netværk af privathospitaler.

Læs om sundhedsforsikringen

Kan en sundhedsforsikring betale sig?

Som virksomhed kan man gå med overvejelser om, hvorvidt en sundhedsforsikring kan betale sig. En sundhedsforsikring bliver af mange set som et personalegode og er en fordel for både dig som ejer af din virksomhed og dine medarbejdere.

Med en sundhedsforsikring er I alle dækket i tilfælde af sygdom - både psykisk og fysisk.

Med en sundhedsforsikring fra Tryg får I adgang til en række fordele:

  • Tryg Vejviser hjælper dig med at navigere i det offentlige sundhedssystem.
  • Tryg Pårørende giver dig støtte, rådgivning og mulighed for at købe ekstra hjælp og pleje i hjemmet, hvis en af dine pårørende bliver alvorligt syg.
  • StressStop-linjen giver dig og dine medarbejdere hurtig hjælp, hvis en bliver ramt af stress.
  • Tryg Lægehotline giver adgang til videokonsultation med en læge uden for din egen læges åbningstid, mulighed for at bestille apoteksvarer fra online apotek og et personligt værktøj til at teste din sundhed.

Læs mere om services inkluderet i sundhedsforsikringen.

Kan man trække en sundhedsforsikring fra i en enkeltmandsvirksomhed?

Har du en enkeltmandsvirksomhed uden ansatte kan du ikke få fradrag for din sundhedsforsikring. En sundhedsforsikring betragtes som en privat udgift, da den knytter sig til din generelle sundhed som privatperson.

Hvor meget koster en sundhedsforsikring?

Prisen på en sundhedsforsikring afhænger af antallet af medarbejdere samt dækningsgraden.

Du kan beregne din pris online her.

Hvordan får jeg refunderet udlæg til behandling?

Har du anmeldt en skade på din sundhedsforsikring og selv lagt ud for behandlingen, så kan du hurtigt og enkelt få refunderet dit udlæg.

Du kan få refunderet udlæg for behandling hos fx fysioterapeut, kiropraktor eller psykolog. For at få refunderet dit udlæg, er der nogle forudsætninger, som skal opfyldes.

Du kan få refunderet dit udlæg, når:

  • Du har anmeldt en skade, der er registeret hos os.
  • Du har afgivet samtykke til, at vi må behandle din skade.
  • Du har oplyst os om, at du er medlem af Sygeforsikringen "danmark".
  • Du har kvittering(er) for din(e) behandling(er), som du kan vedhæfte.

Sygedriftstabsforsikring

Hvad er en sygedriftstabsforsikring?

En sygedriftstabsforsikring er en forsikring, der hjælper dig og din virksomhed, hvis du selv som indehaver eller en af dine medarbejdere er fraværende i 4 uger eller mere grundet ulykke eller sygdom.

Læs mere om sygedriftstabsforsikringen

Hvad dækker sygedriftstabsforsikringen?

Sygedriftstabsforsikringen dækker din virksomhed mod det økonomiske tab, der kan opstå i forbindelse med langtidssygemeldinger. Hvis enten du eller dine medarbejdere kommer ud for en ulykke eller bliver ramt af sygdom, der gør, at I ikke kan arbejde i over 4 uger, kan virksomheden få økonomisk erstatning efter 14. dag i fraværsperioden.

Sygedriftstabsforsikringen dækker:

  • Meromkostninger fx omkostninger ved at ansætte en vikar eller afløser som midlertidig erstatning.
  • Lønomkostninger, hvor du får erstattet løbende udbetaling af din eller din medarbejders løn under sygdom. Udbetalingen svarer til lønnen - du bliver dog fratrukket dagpenge, sygeløn og lignende.
  • Driftstab, hvis din virksomhed oplever tab pga. en medarbejders fravær.

Med en sygedriftstabsforsikring kan du få økonomisk erstatning i op til 50 uger pr. sygdom eller ulykkestilfælde.

Hvornår dækker sygedriftstabsforsikringen ikke?

Sygedriftstabsforsikringen dækker ikke sygdomme, der er opstået i de første 6 måneder efter, at forsikringen er købt.

Forsikringen giver ikke erstatning i længere end 50 uger pr. sygdom eller ulykketilfælde.

Hvilke fordele er der ved en sygedriftstabsforsikring?

Udover den økonomiske erstatning, man får ved at være forsikret med en sygedriftstabsforsikring, har du også mulighed for at benytte dig af disse services:

  • Socialfaglig hotline
    Du vil få hjælp af en socialrådgiver til at danne dig et overblik over reglerne ved længerevarende sygemeldinger.
  • Tryg Sundhedsportal
    Sundhedsportalen giver dig gode råd om fysisk og psykisk sundhed samt et sundt arbejdsmiljø.
  • StressStop-linjen
    De forsikrede medarbejdere har mulighed for at ringe ind anonymt og tale med en stresscoach, der kan hjælpe jer godt videre.

Læs mere om fordelene ved en sygedriftstabsforsikring

Er nye medarbejdere automatisk dækket?

Nye medarbejdere er først dækket af forsikringen, når du har underrettet os.

Du skal selv give os besked, hvis en af dine medarbejdere enten skal til- eller frameldes forsikringen. Du skal også give os besked, hvis din virksomhed flytter adresse.

Vi tilpasser forsikringen ud fra dine behov. Det betyder, at du selv kan vælge, hvem der skal være dækket af forsikringen samt, om forsikringssummen skal være den samme for alle.

Forsikringssummen fastsættes ud fra:

  • En samlet vurdering af løntabet.
  • Risikoen for driftstab.
  • Eventuelle udgifter til at begrænse driftstab (fx ansættelse af vikar).

Opdater dine oplysninger på Min virksomhed

Hvorfor er det vigtigt at have en sygedriftstabsforsikring?

Sygdom - specielt længerevarende sygdom - kan ramme din virksomheds økonomi hårdt. En sygedriftstabsforsikring kan derfor være vigtig for at forsikre din virksomheds tab ved sygdom og sikre økonomien, indtil sygdommen er drevet over.


 


 

Fandt du ikke svaret til dit spørgsmål?

Så kan det være, at du kan finde det under et af vores andre emner, hvor vi har samlet spørgsmål og svar til.